Jeg var til gudstjeneste den 6. juli 2008 i Qaqortoq ny kirke. Jeg skrev derefter et længere indlæg, som jeg skulle have lidt undervisning, for at lære at lægge op. Det har jeg nu fået.

Det tegnede til at blive en almindelig søndag, uden dog at være helt sikker på hvad en almindelig søndag i Qaqortoq indebærer, da jeg jo var ankommet til byen for 4 dage siden.
Jeg vågnede kl. 8.30, spiste morgenmad på terrassen og læste i Gorkijs ”Moderen”, som er dygtigt skrevet, selvom jeg naturligvis ikke bryder mig om budskabet. Kirkeklokkernes kalden til kirkegang klokken 9.00 mindede mig om, at jeg trods alt det fremmede, dog stadig er i et kristent land. Klokkerne kaldte også klokken 9.30, ganske som de skal, det er rart, når nogle forhold er genkendelige.
Jeg har 10 minutters gang til kirken, som ligger klemt inde mellem Brugsen og Hotel Qaqortoq. Der er to Brugsforeninger, to Pisiffiker (Pisiffik er et samarbejde mellem Dagrofa og Hjemmestyret) og en Spar Købmand i Qaqortoq, som har et en befolkning på ca. 3500 mennesker, til sammenligning er der 2500 husstande i Solbjerg skoledistrikt. Da jeg skulle i Brugsen inden jeg skulle på arbejde, kunne jeg lige slå et smut omkring gudstjenesten, tænkte jeg.
Kirken i Qaqortoq er stor, hvid, kvadratisk og ny. Der var en del grønlandske nationaldragter med mennesker i udenfor kirken. En kvinde bar rundt på en lille dreng i mandetøj, han skulle døbes, så det ud til. Jeg følte mig tryg og rolig ved alt det velkendte i en kirke, og da en gudstjenestes forløb også er mig velkendt, satte jeg mig veltilfreds på ”min” plads.
Da menigheden rejste sig, forventede jeg, at præsten ville føre dåbsbarnet og dets pårørende ind i kirken, men bag ved ham gik en far med sin datter, som tydeligvis skulle giftes bort, hun havde i alt fald en buket blomster i hånden og så meget sød ud.
Jeg blev lidt bekymret, ikke over giftermålet, det havde jeg strengt taget ingen forudsætninger for at mene noget om, men jeg skulle jo møde på arbejdet klokken 14.00, og hvis jeg nu skulle overvære både bryllup og barnedåb, foruden naturligvis gudstjenesten med altergang, kunne det måske komme til at knibe med klokken 14.00, jeg planlagde derfor min eventuelle flugtrute, uden dog at tage sorgerne på forskud, bare almindeligt velforberedt.
Det gik vældigt med præludiet og indgangsbønnen, første og anden tekstlæsning gik også planmæssigt. Jeg ved jo ikke om der blev læst det rigtige, men bogen, der blev læst fra, så meget hellig ud, så jeg formodede, at de vidste hvad de gjorde.
Under salmesangen bladrede jeg i salmebogen, for at undersøge hvem digterne er, jeg nåede frem til at det stort set er de samme som i min salmebog, dog var der en del salmer af tre forskellige Egeder, det er der vist ikke i min danske salmebog.
Præsten besteg ikke prædikestolen, han gik hen til noget der mindede om et stort skrivebord, med en for stor hvid dug på, ved siden af alteret.
Kirken i Qaqortoq er som nævnt stor og der var faktisk et pænt fremmøde denne søndag, men om arkitekten eller VVS-manden, der byggede kirken har begået en fejl, ved jeg ikke noget om, men mens jeg sad og havde det ganske rart, svedte præsten meget og det generede ham rigtigt meget, han måtte mange gange have brillerne af og tørre øjne, næseryg og pande. Prædikenen blev, for mit vedkommende, mest en masse gætværk om, hvor længe præsten kunne holde uden at skulle tørre sig. Jeg forstod absolut intet af prædiken, men Prins Henrik blev nævnt, jeg tænker, at det var i forbindelse med anmodningen om at bevare Dronning Margrethe den anden og hele hendes hus, at prinsen blev nævnt, grønlænderne har sikkert også hørt om prinsens påståede psykiske problemer pga. sin kones job. Dronningen blev ikke nævnt ved navn.
Efter prædikenen spillede organisten forspillet til ”Det er så yndigt at følges ad”, en ganske fiks måde at adskille gudstjeneste og bryllup. Der blev byttet pladser og ringe og der blev også tid til et lille bitte kys.
Jeg havde på dette tidspunkt rent glemt dåbsbarnet og alle dragterne udenfor kirken, det havde organisten og degnen heldigvis ikke. Mens jeg troede, at vi var i gang med optakten til velsignelsen, (jeg havde indset, at jeg ikke ville blive budt til alters denne søndag) var organisten og degnen i færd med optakten til at dåbsbarnet og dets følge skulle hentes ind fra gaden. De var mange og de var meget pæne og så meget glade ud, i modsætning til brudeparret som faktisk så noget dystre ud. Barnedåben blev også afviklet meget hurtigt.
Jeg så hen på organisten og konstaterede, at han havde lukket nodebogen og var ved at tage jakke på. Jeg blev noget lettet, fordi jeg så ikke havde grund til at benytte mig af min flugtplan, for at nå på arbejdet til tiden, da jeg gik ud fra at gudstjenesten nu var slut, selvom jeg stadig manglede velsignelsen. Det ville have været noget rart, om jeg kunne have fået de højere magters velsignelse til mit midtvejskriseprojekt, og få sikkerhed for, at de er vidende om at jeg nu er her.
Jeg registrerede, at der mellem degnen og præsten var nogen uoverensstemmelse om et eller andet. Jeg tænkte, at de måske var svogre eller lignende, det er jo en forholdsvis lille by, som man kun kan komme til og fra, hvis man har en del penge, eller nogen til at betale billetten for sig. De så begge to meget indfødte og bofaste ud. (Måske kan man tage teologisk embedseksamen som brevkursus?). Det var vist alligevel ikke familiære forhold, der blev drøftet ved prædikebordet, i alt fald blev organisten også inddraget i sagen, degnen gik nu nogle gange frem og tilbage mellem præsten og organisten, som begge så noget ubøjelige ud.
Det var tilsyneladende kun mig, der var urolig for forløbet og udfaldet. Menigheden tog ikke videre notits af det verserende, de konverserede hinanden så længe det varede. Præsten vandt, idet organisten tog jakken af, åbnede nodebogen og gav sig til at spille optakten til velsignelsen, som jeg genkendte og jeg var lettet. Vi blev alle velsignet og præsten førte både dåbsbarnet og dets følge og ægteparret ud af kirken. Resten af menigheden måtte følge trop eller satse på selv at kunne finde vej, hvilket heller ikke er så svært, idet kirken er kvadratisk, som nævnt, og der ikke er bænke eller andet unødigt, der forstyrrer overblikket i kirkerummet, som er ganske højt, man kunne let få øje på udgangsdørene. Jeg ville gerne have siddet roligt på min plads og hørt postludiet, men det kunne der slet ikke være tale om. De, som sad ved siden af mig, ville ud, og løse stole på et stengulv og mange mennesker, der skal op af stolene larmer faktisk så meget, at det var komplet umuligt at høre om han spillede noget fra salmebogen eller noget helt andet!
Jeg kender afstanden fra kirken til Brugsen, jeg har allerede handlet i Brugsen flere gange, så da jeg kom ud af kirken satte jeg kurs mod Brugsen, men lige præcis den vinkel på kirken er den bedste at tage billeder fra, så jeg er kommet med på mange bryllups- og dåbsbilleder, inden det gik op for mig, og jeg fik lagt kursen om.
Der er også en gammel kirke i Qaqortoq. Den er afbilledet på de fleste tryksager og foldere om byen. I den gamle kirke er der af og til gudstjeneste på dansk, det har jeg endnu ikke været til, men jeg har talt med 2 danske ægtepar, som havde dristet sig derhen, vistnok mest fordi de ikke havde haft held til at se kirken indvendigt de gange de havde forsøgt. (Inde i kirken hænger der en redningskrans fra Hans Hedtofts forlis i 1958) De 2 ægtepar fortalte, at de havde fordoblet antallet af deltagere ved deres deltagelse i gudstjenesten, så jeg ved faktisk ikke om jeg tør, at vove mig derned, jeg mener; hvordan gennemføre en eventuel flugt, hvis man udgør halvdelen af deltagerne.